Minority Report (2002)

Præsentation
Minority Report er en amerikansk science fiction-film fra 2002, der kort fortalt handler om politibetjenten John Anderton, der bliver beskyldt for at ville begå et mord, og i kampen for at rense sig selv støder på en langt større konspiration. Da Minority Report er en science fiction film, er alle karakterne selvfølgelig heteroseksuelle, da queer-karakterer tilsyneladende kun eksisterer i film markedsført direkte til en queer målgruppe.

Generelle indtryk
Selvom Minority Report ikke ekspliciterer sine karakters seksualitet eller køn, er det ikke ligefrem en overfortolkning at sige, at det Minority Report ikke beskæftiger sig med andre identiteter end den ciskønnede heteroseksuelle. Som om dette ikke var nok, gør den heller ikke mere end en halvhjertet indsats, når det kommer til at caste ikke-hvide eller indeholde særlig mange kvindelige roller. Omend der er både ikke-hvide og kvindelige karakterer, virker de primært som tokens, og jeg håber virkelig, at arbejdspladserne i 2054 er mere diverse end Minority Report gør dem.

Hverdagshomofobi
Jeg vågnede dog op et øjeblik, da John Anderton referer til rivalen Witwer som en 'twink' inden for filmens første ti minutter, og tænkte, at den måske, trods mine lave forventninger, alligevel var progressiv nok til at introducere bare én queer karakter. Mit håb bliver desværre hurtigt gjort til skamme, da det bliver klart, at anledningen til slurret er, at Anderton ikke bryder sig om, at Justitsministeriet har sendt Witwer for at holde øje med, at de gør deres arbejde. At han kalder Witwer for en twink er derfor primært en måde at afreagere på, hvilket han gør ved at drage opmærksomheden hen på, Witwer i sit ydre ikke lever op til Andertons snævre maskulinitetsidealer. Udover ikke at indeholde en eneste eksplicit queer karakter, gør Minority Report sig altså også skyldig i hverdagshomofobi.



Kønsroller

Omend den kvindelige rolleliste er kort, introducerer Minority Report alligevel tre vigtige, kvindelige karakterer: Agatha, Lara Clarke og Iris Hineman. Her fortjener især Lara Clarke en fremhævelse, da hendes karakter henimod slutningen af filmen ender med at spille en afgørende, og aktiv, part i løsningen af filmens konflikt - hun ikke bare assisterer Anderton men tager sågar over, når han ikke selv er i stand til at handle. Så snart Anderton er reddet forsvinder Clarke dog ud af narrativet igen. Iris Hineman og Agatha er som sagt også magtfulde karakterer, men er i modsætning til Lara Clarke udelukkende karakterer, der primært støtter Andertons karakterudvikling. Således har Katherine James rollen som oraklet, der gennem kryptiske plantemetaforer udstikker en retning for Andertons mission, mens Agatha gennem sine forudsigelser guider ham bort fra polititeamet, der forsøger at fange ham. I forhold til kønsroller er både Lara Clarke og Iris Hineman kvinder, der lever op til de traditionelle kønsroller: Lara Clarke fungerer først og fremmest som Andertons ekskone, og skønt Iris Hineman er videnskabskvinde afsløres det, at hendes virke primært centrerede sig om børn, og sammenlagt med hendes lyserøde heldragt, nedbryder hun heller ikke mange kønsroller. Det skal dog noteres, at Agatha på ingen måde indgår i noget seksuelt eller romantisk med nogen af de mandlige karakterer, hvilket ellers er en faldgrube, det ville have været let at falde i. Alt i alt behandler Minority altså de kvindelige roller godt, omend den ikke ligefrem er revolutionerende i sit opgør med kønsrollerne. Dette gælder også for mændende, der ikke har nogle nævneværdige repræsentanter for andet end traditionel maskulinitet. Det er da heller i sig selv et krav at nedbryde stereotyper, men når filmen i forvejen er så mangelfuld i sin repræsentation, kunne man dog ønske, at den i det mindste havde gjort sig sit bidrag til kønsroller bevidst.

Potentiale
I og med at filmen er en science fiction, kunne man snildt forestille sig, at den kunne inkorporere queer karakterer på en måde, der ikke ikke længere bandt os til genre-film. Minority Report kunne, ved at tage denne verdens faktiske minoriteter seriøst, være foregangsfilm for normaliseringen af queerhed. Bare en enkelt queerkarakter havde drevet Minority Report rigtig langt, men ikke engang det kunne den desværre præstere. Når det kom til i at repræsentere kvinder og ikke-hvide gjorde den et forsøg, men selv her kom det hurtigt til at virke som token-karakterer, idet kvinderne blev glemt i baggrunden, og ikke-hvide blev glemt i både baggrund og forgrund med undtagelse af et par enkelte diversitetsmarkører. Filmens protagonist og to antagonister var alle hvide cis-mænd, så på den front blev der heller ikke for alvor rykket ved noget, selvom den dog fortjener en smule point for at prøve.

En kort en lang

Præsentation

En kort en lang er, hvis ikke den mest sete danske homofilm, så i hvert fald en af dem. I filmen fra 2001 præsenteres vi for parret Jacob og Jørgen, samt hele deres gruppe af venner, familie og bekendte. Det er dejligt for en gangs skyld at se en film, med fokus på LGBTQ+ karakterer, som foregår i Danmark. Det er dog mest G, en smule baggrunds-L, og et bagvasket B, som de ikke vil indrømme er tilstede.

Generelle Indtryk

Første gang jeg så En kort en lang, så jeg den igen kort tid efter. Jeg elskede atmosfæren i filmen, men nu mere jeg tænkte over det, nu mere gik filmens plot mig på. Især da jeg så den anden gang, med kendskab til senere udviklinger i plottet, var der flere ting jeg lagde mærke til, som gik mig på. Hele plottet og den måde det er sat op på, samt filmens morale, er nemlig dybt bifobisk.

Biseksualitet i En kort en lang

I starten af En kort en lang fortæller Jørgen en historie om Jacob, der åbenlyst fungerer som en (dybt bifobisk) metafor for biseksualitet. Han fortæller om, hvordan Jacob som barn ikke kunne vælge imellem en grå vallak og en brun hoppe og endte med, forkælet som han var, at få begge to. Her opsættes altså en konflikt mellem noget mandligt og noget kvindeligt, som Jacob burde vælge imellem, men hvor han altså er grådig, og vil have begge dele. Dette er implicit hvad En kort en lang mener om biseksualitet - at det er grådighed, at det er ubeslutsomhed, at biseksuelle burde træffe et valg.

Denne historie om hestene fungerer som en metafor og foreshadowing af hovedkonflikten. Jacob er nemlig utro med Jørgens svigerinde, Caroline. Dette falder først og fremmest ind i stereotypen om at biseksuelle altid er utro, derudover fremstiller det biseksualitet som ubeslutsomhed - Jacob kan ikke vælge mellem Jørgen (hans tiltrækkelse af mænd) og Caroline (hans tiltrækkelse af kvinder) og må hen imod slutningen af filmen tage dette endelige valg.

Som biseksuel finder jeg beskeden om at jeg burde træffe et valg - og at dette valg skulle være mellem de rigide kasser "mænd" og "kvinder" (som non-binær biseksuel eksisterer hverken mit køn eller min seksualitet) - fuldstændig latterlig og dybt fornærmende.

Man kan faktisk nærmest sige, at Jacobs biseksualitet er antagonisten i En kort en lang - i hvert fald er den gjort til en negativ kraft, der bringer Jacob i udåd. Naturligvis er det ikke (in-universe) på grund af hans biseksualitet, at Jacob er utro. Dette skyldes nok snarere forkælelse og selviskhed. Måske er han interesseret i polyamori, men mangler omtanken og respekten for sine partnere til at praktisere det ordentligt. Uanset hvad er problemet, at filmen fremstiller denne forkælelse og selviskhed som selve grunden til Jacobs biseksualitet, hvilket tegnes stærkt op med historien om hestene i starten af filmen.

Queer karakterer

På trods af biseksualitet som denne "onde kraft" i En kort en lang, så formår filmen stadig at usynliggøre biseksualitet. Ingen, hverken Jacob eller andre, bruger biseksuel eller et lignende ord til at beskrive Jacob. Måske ville det gøre det for legitimt for filmens formål, hvis man satte ord på sin identitet (åh nej dog). Faktisk spørger Jørgen jokende, om han burde få en kønskifteoperation (høhø trans folk), som om Jacob, nu da han har haft sex med en kvinde, må være heteroseksuel, og altså ikke bøsse som Jørgen troede, selvom han vel nok må være bi-, pan- eller polyseksuel.

Jacob fremstilles altså som en forvirret mand, der vil have alt, han peger på, i stedet for som en biseksuel mand. Han ville have begge heste som barn, han vil have både Jørgen og Caroline som voksen - han tillader sig at finde både mænd og kvinder attraktive.

Potentiale

En kort en lang havde været en helt anden film, hvis Jacob havde været utro med en mand i stedet. Så ville der ikke være nogen implicit besked om, hvor slemme og falske vi biseksuelle er at finde i filmens metaforik (hvilket nok ville have medført noget af en omskrivning af manuskriptet, da meget synes at hænge på denne metafor). 

Alternativt kunne man også have lavet en film om en biseksuel, polyamorøs mand, der ville ønske han kunne have forhold med både Jørgen og Caroline, men som respekterer Jørgen og Carolines mand, såfremt de ikke er okay med et sådan forhold.

Summa summarum: En kort en lang er en film, hvis hele plot bygger på bifobi.

Sherlock

Præsentation

Sherlock er en tv-serie skabt af Stephen Moffat og Mark Gatiss, hvor Sherlock Holmes bøgerne opdateres til moderne tid. Derudover er serien nok et af de mest kendte eksempler på queerbaiting. Meget effektiv queerbaiting, der også besnærede os for et par år siden. 

Generelle indtryk

Sherlock-serien er, i hvert fald i sine to første sæsoner, velskrevet og flot at kigge på. Det er en serie, der har fanget rigtig mange, hvilket faktisk er forståeligt nok. Dog er det også en serie, der har rigtig mange problemer. Serien er sat i London, der i virkeligheden er meget multikulturelt, men i Sherlock synes det, som om der stort set kun bor hvide mennesker. Kvinderne i serien er meget flade karakterer, der nærmest virker som stereotyper på kvindelighed gennem mandlige øjne. Og en stor del af Sherlocks popularitet kommer fra forholdet mellem Sherlock og John Watson, da der konstant teases et romantisk forhold, der dog aldrig bliver andet end en joke, hvilket ikke blot er queerbaiting, men også dødtrættende at se på i længden. 

Kønsroller

Sherlock behandler ingen af sine kvindelige karakterer ret godt. Hvis vi gennemgik alle seriens talende kvinder, ville vi nok kunne finde noget problematisk ved fremstillingen af hver enkelt. Fra Molly Hooper - der er underdanig og klodset, samt dybt forelsket i Sherlock, som behandler hende forfærdeligt - til den moderlige og velmenende Mrs Hudson - der står i gæld til Sherlock - til den forhadte Sally Donovan, der blot gør sit arbejde, men må udstå Sherlocks grovheder og altså bliver forhadt, når hun vælger at svare igen af samme skuffe. Har vi nævnt, at hun er seriens eneste ikke-hvide karakter af nogen betydning? 

En af de vigtigste kvinder i serien - som hun så ofte er det i Sherlock Holmes filmatiseringer - er Irene Adler. Her er hun fremstillet som den slags femme fatale figur, Moffat er så glad for (Mary i sæson 3 er et andet eksempel på denne slags farlige kvinde). Hun er en lesbisk dominatrix, der bruger sin seksualitet som en styrke. F.eks. forsøger hun at vildlede Sherlock ved at mødes med ham nøgen. 

Selvom karakterer, der bruger egen seksualitet som et våben, sagtens kan være positive og magtfulde, så er det ikke sådan det virker på os i dette tilfælde. Irene Adler seksualiseres kraftigt i teksten og af kameraet, og desuden blegner hendes tidligere kompetence i lyset af hendes senere tab - et tab, der kommer på baggrund af en forelskelse! Sådan er kvinder jo, hvis man spørger Moffat, de ser en stærk mand og kan ikke modstå ham - uanset deres seksualitet, åbenbart. 

Mens Sherlock "modstår" Irenes forsøg på at forføre ham, så taber hun, når hun forelsker sig i ham. Dette er især problematisk i øjesyn af bøgerne, hvor hun er en kvinde klog nok til at udmanøvrere Holmes og desuden slet ikke er en seksuel karakter. 

En anden kvindelig karakter, som Sherlock bruger, er Janine, som han møder til John Watsons bryllup. Janine og han bliver hurtigt venner, og sidenhen kærester. Senere viser det sig dog, at Sherlock kun er interesseret i Janine, fordi han i kraft af hendes job og forblændelse af ham, kan bruge hende til at få en af sine fjender ned med nakken. Hun behandles mere som en joke og et virkemiddel end som et menneske og forlader også historien, så snart hun har udtjent sin funktion.

Generelt er kvinderne i Sherlock enten stereotype, blide kvinder, der ikke siger mændene imod, farlige femme fatales a la Moffat eller blot ofre i en af Sherlocks sager. De få der, som  Sally Donovan, skiller sig ud fra dette mønster, bliver fremstillet som urimelige. 

  

Queerbaiting

Et meget betydningsfuldt element i Sherlock-serien er som sagt forholdet mellem Sherlock og John Watson. Gennem hele serien henvises der nemlig spøgefuldt - og et par enkelte gange, mere seriøst - til at der skulle være et romantisk forhold mellem Sherlock og John. Det er en running gag i serien, at andre misforstår Sherlock og John som et kærestepar - men serien er meget hurtig til at minde os om, at det altså er en misforståelse. 
Moffat har også været ude i interviews og benægte Sherlocks seksualitet som andet end straight ved at sige, at han ikke ville bo sammen med en mand, hvis han fandt dem interessante, og derfor distraherende, og at det interessante ved Sherlock ikke er hans mangel på interesse i kvinder, men hans vilje til ikke at lade sig distrahere.(x) 

Når John Watson skal giftes, er det svært at læse scenerne uden at medtage dette forhold mellem Sherlock og John. Til Johns polterabend opfører de sig småflirtende, i en af scenerne er der lys i biseksualitets flagets farver i baggrunden, og John rører ved et uheld Sherlocks knæ, til hvilket Sherlock svarer "I don't mind." 
Disse ting behøver jo ikke betyde noget i sig selv, men lagt sammen skaber det et meget stærkt billede, og det bliver svært at tro på, at det ikke er med vilje, det er skrevet sådan. Til selve brylluppet er Sherlock mere sørgmodig, end det virker helt normalt at være det, hvis det blot var hans ven der skulle giftes, og klipningen understøtter idéen om et mere romantisk forhold imellem dem, i hvert fald fra Sherlocks side. 

Derudover er der i starten af sæson 3 et par scener, der gør nar af fans af serien, ved at lade stand-in karakterer komme med forskellige gæt på, hvordan Sherlock overlevede. Her er der en scene, hvor Sherlock og Moriarty kysser, som et nik mod fanfiction i den stil. Dette fremstilles mere som en joke end noget andet og er jo desuden ikke virkeligt - alligevel tør de selv ikke her vise deres kys på skærmen, og klipper væk lige inden deres læber mødes. 

Queer karakterer

Den eneste canon queer karakter er Irene Adler, der beskriver sig selv som lesbisk, men i et slag fra heteronormativiteten forelsker sig i Sherlock. Dette følger altså den gamle idé om, at lesbiske blot ikke har fundet den rigtige mand endnu, og at de nærmest kan "omvendes". Dette problem kunne blot have været løst ved, at Irene i stedet var biseksuel (på den anden side ved vi jo godt, at det er meget svært for folk at sige biseksuel i fiktion, så måske er vi alligevel for hårde ved den stakkels Moffat?), men ved at hun specifikt refererer til sig selv som lesbisk, skabes denne idé om en kvinde, man som mand ikke kan få, men som Sherlock så - som den helt specielle, "rigtige mand" han er - alligevel kan. 

Ingen anden karakter af nogen betydning er queer. Moriarty er dog stærkt queercoded. Han opfører sig som en stereotyp homoseksuel mand, når han narrer Sherlock - og Sherlock bruger hans stereotype opførsel til at gå ud fra, han er bøsse - og resten af tiden er han stadig dramatisk og en smule flamboyant, hvilket jo er træk man stereotypt forbinder med bøsser. Her bliver det queer altså noget farligt, hvor det hos Irene var noget sexet og forbudt. 

Potentiale

I kraft af den voldsom queerbating havde serien rigtig meget potentiale for at blive en stærk moderne version af Sherlock Holmes, ved altså at tage det skridt, som ingen endnu har turde (uden for fanfiction), ved at gøre Sherlock Holmes og John Watson til et par. På trods af hvor meget det frabedes, så er der rigtig mange queer læsninger af hovedpersonerne. John Watson som biseksuel, og Sherlock selv som homoromantisk aseksuel, er en meget udbredt fortolkning hos fans. Helt ærligt har vi meget svært ved at læse specielt Sherlock som straight - i et forhold med John eller ej. 

I sæson 3 er den læsning der, set med vores øjne, giver mest mening, en læsning af Sherlock som forelsket i John, som egentlig også har romantiske følelser for Sherlock, men ikke helt vil indrømme dem. Samtidig er han i et forhold med Mary, der gerne vil have, at Sherlock og John finder ud af deres forhold. Der ligger heri et stort potentiale for at portrættere et polyamorøst forhold, hvor Sherlock og John har et romantisk forhold til hinanden, John og Mary har et både romantisk og seksuelt forhold og Sherlock og Mary er gode venner. 

Hvis vi skal komme lidt ned på jorden, så ville det have været rart med bare et par queer karakterer, der ikke enten får deres queerhed ignoreret for en mands skyld eller blot er en joke. 

Summa summarum: Sherlock er en serie med ufatteligt meget queerbaiting samt ufattelig dårlig repræsentation af queer mennesker - utroligt nok, taget i betragtning at den ene hovedforfatter er homoseksuel.

Harry Potter

Præsentation 

Harry Potter er nok ikke en serie, der behøver nogen videre omfattende præsentation. Alle kender vel på et eller andet plan historien om den forældreløse dreng, der finder ud af, at han er troldmand. Personligt er vi begge vokset op med serien, og den har betydet virkelig meget i vores opvækst - sådan som det nok er for rigtig mange i vores generation. Det betyder dog ikke, at vi ikke også kan være bitre.

Generelle indtryk 

Som en serie interesserer Harry Potter sig rigtig meget for undertrykkelse, og det er endda en af de store temaer som går igen gennem alle bøgerne. Lige fra husalfer til idéen om blodstatus - der er ingen mangel på undertrykkelse in-universe. Alligevel er det paradoksalt, at undertrykkelsen vises gennem karakterer, der i forhold til den virkelige verden aldrig ville opleve den form for undertrykkelse. I canon er der nemlig en klar mangel på karakterer, der eksplicit er f.eks. ikke-hvide eller ikke-heteroseksuelle. 

Kønsroller 

I Harry Potter er der ingen mangel på interessante og stærke kvindelige figurer - dog er der stadig en klar overvægt af mandlige karakterer, der virker dybt unødvendig. Overalt er lederne i troldmandsverdenen mænd - hvilket vel også er, hvad der gør det til troldmandsverdenen, frem for heksenes, eller den magiske. 

Generelt er der flere steder, hvor bøgerne langt fra bryder kønsrollemønsteret. F.eks. er det drengene, der må invitere en pige til Juleballet, mens pigerne pænt må sidde og vente og håbe, at en dreng inviterer dem.

Derudover gør filmene også flere af de kvindelige karakterer en bjørnetjeneste. Hermione går fra at være en realistisk karakter, med fejl og mangler, men som alligevel er dybt beundringsværdig, til at være et form for fejlfrit ideal, som kun får lov at være vigtig netop i kraft af sin fejlfrihed. 

Credit til Pottergenes

Samtidig går den iltre Ginny, der kun var genert i de første par bøger - og selv dér, kun når hun var i nærheden af Harry - til at være en mere eller mindre personlighedsløs karakter, der kun er for til at være Harrys love interest. I bøgerne er hun en stærk personlighed, som kommer sig over Harry og har flere andre kærester, før hun og Harry finder sammen. I filmen er hun kun til for hans skyld.

Endnu et sted, hvor filmene har skabt problemer, der ikke var at finde i bøgerne, er i Flammernes Pokal, hvor Hogwarts får besøg af to andre skoler, Durmstrang og Beauxbatons, der i filmene fremstilles som henholdsvis en drenge- og pigeskole, mens de i bøgerne var blandede ligesom Hogwarts. 

Durmstrang fremstilles i både film og bog som en barsk skole, hvor der er koldt, og hvor man ikke er bange for at undervise i mørkets kræfter, mens Beauxbatons er den stereotype fine franske skole, hvor elegance er i højsædet, hvilket især understreges af deres repræsentant i turneringen, Fleur, og deres forstander, som også går meget op i manerer. Forskellen ses især i reaktionen, når pokalen udvælger deltagere til Turneringen i Magisk Trekamp, hvor Beauxbatons eleverne beskrives som grædende, mens Durmstrangs elever er mere bryske. 

I bøgerne, hvor skolerne altså er en blanding af piger og drenge, synes dette en kulturel forskel, mens det i filmene portæteres som forskellen mellem kønnene på en nærmest parodisk måde.

Queer temaer 

Et af de mange aspekter af temaet om undertrykkelse i Harry Potter er at finde i karakteren Remus Lupin, der må skjule sin status som vareulv, da vareulve er stærkt diskriminerede. Han går længe ude af stand til at få et job på grund af sin sygdom, og han bliver straks upopulær, når hans lykantropi afsløres til eleverne på skolen og især deres forældre, hvilket er hvad der får ham til at forlade sit job.

Lykantropi er en klar metafor for at være HIV positiv. Det er en sygdom, Lupin får fra en anden mand som barn under omstændigheder, der kan forstås som en metafor for et seksuelt overgreb, og det er noget Lupin dybt frygter at videregive. Desuden er der ingen kur for lykantropi i Harry Potter, blot en formildende eliksir. Rowling har også selv nævnt, at lykantropi skal forstås som en metafor for HIV i Harry Potter bøgerne.

Nu er alle der er HIV positive jo ikke queer, men alligevel er det en sygdom, der stærkt forbindes med især homoseksuelle mænd. Resten af Lupins omstændigheder er desuden også nogle, der peger mod en queer læsning. Han nægtes job, man er bange for, at han vil overfalde nogen, han må skjule sin lykantropi og som barn var han bange for, at ingen ville acceptere ham, hvis de kendte til hans hemmelighed. 

Alligevel er der intet i hverken selve teksten eller i Rowlings senere udtalelser, der peger mod, at Lupin skulle være queer. Det eneste canon forhold han har, er med en kvinde, og selvom man stadig kan læse ham som biseksuel, så er det dog problematisk, at der ingen tekstuel evidens er for dette. Som man så ofte ser det i fantasy litteratur, så ser vi her queer historie om undertrykkelse givet til en karakter, der ikke er queer i canon og har noget monstrøst over sig.

Queer karakterer 

Udover Lupin, der metaforisk kan forstås som queer, men altså ikke beskrives som sådan i teksten, så har vi Dumbledore. Dumbledore, der aldrig beskrives som homoseksuel i teksten, men som Rowling senere har nævnt, at hov, det var han altså. 

I den sidste bog ligger det implicit i teksten, at Dumbledore i sin ungdom havde et forhold til den onde troldmand Grindlewald, hvilket giver mere mening end et venskab, da Dumbledore må siges at have været forblindet af kærlighed. 

Men der er ingen point for subtext. Især når der ingen mangel på muligheder var for at nævne naturen af Dumbledores og Grindlewalds forhold, som vi vil komme nærmere ind på i næste afsnit. 

Der er ingen andre queer karakterer i Harry Potter. Tilsyneladende er Hogwarts kun for straight elever, eller også er Harry den mest uobservante unge mand man kan forestille sig. Ligemeget hvad: Nul points fra os af.

Potentiale

Hvad kunne Rowling så have gjort for at tilfredsstille os? Der skulle nok meget til, men en god start ville være bare én enkelt queer karakter. Og nej, Dumbledore gælder ikke. 

Uanset hvor meget Rowling snakker om det bagefter, så gælder det ikke, når det ikke står i teksten. Folk snakker ofte om, hvordan Harry ingen grund har til at kende Dumbledores seksualitet, men dette er noget vås. Der er, som sagt, rigtig mange steder Rowling kunne have nævnt det. Vi kan knapt forestille os, hvorfor Rita Rivejern, der er kendt for a skrive sensationelle bøger og artikler, ikke ville inkludere spekulation om Dumbledores og Grindlewalds forhold i sin Dumbledore-biografi. 

Derudover kunne Dumbledore sagtens have nævnt naturen af sit og Grindlewalds forhold, når han i slutningen af bogen fortæller Harry om, hvad der virkelig skete mellem dem. Det ville nok faktisk have givet mere mening, hvis denne del ikke havde været fortiet. 

Der var også en mulighed, som var eksklusivt til filmene, for i det originale manuskript havde Dumbledore en replik, hvor han nævner en gammel kæreste. Efter Rowling nævnte hans homoseksualitet valgte man helt af sløjfe denne replik, i stedet for blot at ændre det fra girlfriend til boyfriend.

Til syvende og sidst er der epilogen. Her vælger Rowling endegyldigt at fjerne muligheden for queerlæsninger af flere karakterer, da hun vælger at placere dem alle sammen i heteronormative middelklasseliv. Hun beretter nemlig her om de forskellige karakterers fremtid, og udover at høre, at Harry og Ginny, og Ron og Hermione, stadig er sammen og har fået børn, hører man om Draco Malfoy, der også har fået kone og søn, og tilsammen giver dette et billede af, at alle må og skal opfylde heteronormative normer for at få det optimale liv.

For sjov vil vi lige nævne de af vores queer headcanons, der til dels understøttes af teksten og som kunne have forhindret bogens heteronormativitet

• Harry selv som biseksuel, der ikke blot er forelsket i Cho og senere Ginny, men også har været forelsket i Oliver Wood, Bill Weasley og Cedric Diggory.
• Remus Lupin som biseksuel, der har haft et forhold med Sirius Black, før det forhold han får med Tonks.
• Draco Malfoy som homoseksuel, der er meget optaget af Harry, og har et forhold til en pige, som han på grund af sin seksualitet ikke er videre interesseret i.
• Queer elever til Juleballet. Bare et par tilfældige queer par, som danser rundt og har det sjovt et eller andet sted til venstre for Rons og Harrys teenage-angst.

Summa summarum: Generelt er der altså ikke meget at komme efter, hvis man som queer person håber at finde ligesindede i Harry Potter, og serien tilfører intet i forhold til queer repræsentation i fiktionen, uanset hvad Rowling så kommer og siger efter seriens afslutning.